Nu er det her snart – vores nye batteritog

Lige om lidt ankommer de første to af vores syv batteritog til Lemvig. Kom og spark dæk den 21. februar.

Det bliver et historisk øjeblik for os, men også for de vestjyske passagerer, der dermed tager et stort skridt ind i en mere bæredygtig fremtid. Batteritogene, der kommer til at køre på grøn strøm, er nemlig de første i Danmark og kommer til at køre på strækningerne Vemb, Lemvig og Thyborøn samt Holstebro og Skjern. Togene ventes i fuld drift fra sensommeren 2025, men allerede den 21. februar viser vi togene frem ved et åbent hus-arrangement.

Kom og spark dæk på vores nye batteritog

Det er stort, at vores ambitioner om og hårde arbejde mod at blive Danmarks grønneste jernbane langt om længe bærer frugt. Det skal selvfølgelig fejres, og på rigtig Bierstube-manér inviterer vi derfor til en festlig eftermiddag på vores værksted i Lemvig. Batteritoget kommer hele vejen fra Tyskland, og vi har gjort os umage for, at det bliver modtaget sådan, at det hurtigt føler sig hjemme. Arrangementet er gratis og for alle, og vi håber at se rigtig mange på værkstedet.

Se invitationen og læs mere om batteritoget og de forandringer, det fører med sig, i den udsendte pressemeddelelse.