Batteritog – en naturlig rejse

Fra jernbaneikon til batteritog

2025 er et skelsættende år for Midtjyske Jernbaner. Det farvestrålende jernbaneikon Y-toget og de nyere Desiro-tog afløses af Danmarks første batteritog. På mange måder og for mange er det en stor forandring, men på samme tid en helt naturlig udvikling, som passer til jernbanen og dens strategi om at ville være Danmarks grønneste jernbane.

For både passagerer, medarbejdere og de små stationsbyer er skiftet fra nostalgiske “bumletog” til moderne batteritog en rejse – en god en, der bringer os alle endnu mere i harmoni med den natur, vi holder så meget af.

Fakta

Midtjyske Jernbaner er grundlagt i 1879 og har hovedsæde i Lemvig. Jernbanen er ansvarlig for togdriften på strækningen Vemb-Lemvig-Thyborøn (57 km) og Holstebro-Skjern (67 km). Tidligere hed den VLTJ (Vemb-Lemvig-Thyborøn Jernbane) og kaldes det stadig i folkemunde.

Med bagagen fuld af nostalgi

Skoletaske, rygsæk eller en kurv pakket med termokande og måske et rundstykke er den bagage, de fleste passagerer har medbragt, når de er gået ombord på det gamle tog mod Vemb, Lemvig og Thyborøn. Mere er der ikke behov for til den tur, der for nogle har været et lift i hverdagen og for andre en hyggelig attraktion.

Den bagage, toget fremover vil køre rundt med, er en smule tungere end en picnickurv. Det er ikke noget, passagererne skal bære, men noget, de vil fornemme undervejs. Der er så meget tradition, historie og nostalgi forbundet med Lemvigbanen og i særdeleshed med Y-toget fra 1983. Det er et tog, der har betydet meget for mange, og de følelser og minder, der i årene er blevet skabt, bliver en fast passager på det nye batteritog.

Nyt tog, samme sceneri

Forblæste klitter, vidtstrakte marker, hyggelige sommerhuse og saltvandssprøjt fra Vesterhavet. Har du været ude at køre med det gamle tog på Lemvigbanen, har ruten
ført dig gennem dette unikke landskab. Et bjergtagende landskab, der forandrer sig drastisk undervejs og tager dig med til noget, der minder om kanten af Danmark.

Selvom naturen opleves fra et tog, kommer den helt tæt på og rører ved noget i passagererne. Du befinder dig midt i kornmarken, hører bølgerne helt tæt på og fornemmer blæsten, der får vindmøllerne til at snurre i horisonten. Selvom det gamle Y-tog nu er fortid, og således også den velkendte bumlen gennem landskabet, er det betryggende at vide, at det velkendte, vilde sceneri uden for togets vinduer forbliver det samme.

På sporet af en grønnere rejse

Når det nye batteritog starter sin rejse, er det med den samme rute og de samme destinationer som før. Naturen er også den samme, men du vil opleve at smelte endnu mere sammen med landskabet, når du lydløst og skånsomt bevæger dig igennem det.

Vi ønsker alle, at ruten forbliver uændret, og at naturen består. Derfor giver de nye emissionsfrie tog rigtig god mening. Det unikke ved ruten er jo netop skov, eng, mark og strand, som vi passer på ved at gøre rejsen lidt grønnere.

Ikke de største, men de første

Når batteritoget ruller ind på Lemvigbanens skinner, er det ikke kun Vestjylland, der får sit første batteritog – det er hele Danmark. Og det er måske ikke helt tilfældigt, at egnen, hvor solcellerne glimter fra tagene, og den friske vind fra Vesterhavet får vindmøllerne til at snurre, bliver den første egn med en jernbane, der kører på grøn strøm.

Hos Midtjyske Jernbaner glæder vi os over at have taget et meget stort skridt i retningen mod at blive Danmarks grønneste jernbane – en naturlig rejse, der kun lige er begyndt.

Fakta om Midtjyske Jernbaners batteritog

Siemens Mireo Plus B er navnet på Midtjyske Jernbaners nye emissionsfrie batteritog, som også er Danmarks første. Batteritogene kører på litium titaniumbatterier (høj pålidelighed).

RÆKKEVIDDE

80-120 km (med batteristatus på 100% og en hastighed på 120 km/t)

HASTIGHED

Op til 140 km/t

ACCELERATION

1,1 m/s2 (træk både for og bag)

VÆGT

93 tons

KAPACITET

282 passagerer (127 siddepladser og 155 ståpladser)

LADEANLÆG

3 ladeanlæg m. 25.000 V: Lemvig, Holstebro og Skjern
2 ladestik m. 1.000 V: Lemvig og Vemb

ENERGIFORBRUG

Forventet energiforbrug pr. år: 2,3 mio. kWh (ca. 0,8 mio. kWh på strækningen Vemb-Lemvig-Thyborøn og ca. 1,5 mio. kWh på strækningen Holstebro-Skjern)

SIKKERHED

Batteritogene opererer med ECTS-sikkerhedssystem vers. 3,6.

LADETIDER IFM. DRIFTEN

Når batteritogene ankommer til ét af de tre ladeanlæg, skal togene kun holde stille i 4-8 minutter for at lade op og være klar til videre drift. Det er lige så længe, som det tager passagererne at stige på og af togene.

LADETIDER FRA 20 TIL 100%

15 min. ved ladeanlæg m. 25.000 V og hurtig opladning m. 2.000 kWh
35 min. ved ladeanlæg m. 25.000 V og normal opladning m. 700 kWh
4,5 timer ved ladestik m. 1.000 V

CO²-UDLEDNING

Batteritogene er emissionsfrie, hvorimod de gamle dieseltog udledte ca. 1.900 tons CO² årligt. Livscyklusomkostningerne er ligeledes lavere, idet frekvensen for service er mindre, og færre komponenter skal efterses og udskiftes i batteritogene.