MJBA header tablet-mobile logo

Midtjyske Jernbaner og DSB planlægger samarbejde om togdriften på Thybanen

I december sidste år idriftsatte vi Danmarks første batteritog på Lemvigbanen og den statslige togstrækning mellem Holstebro og Skjern. Med fire dieseldrevne Desiro-tog i “overskud” henvendte vi os til By-, Land- og Transportministeriet og tilbød vores hjælp, hvis der skulle opstå behov for nye løsninger på andre togstrækninger.

Det tilbud har DSB taget imod. Forventningen er, at Midtjyske Jernbaner som underleverandør gradvist kan begynde at køre tog på Thybanen for DSB Vores Tog fra 1. oktober 2026. Hvis de nødvendige tilladelser og godkendelser falder på plads, vil kunderne på Thybanen efter planen kunne møde tog i Midtjyske Jernbaners farver og med Midtjyske Jernbaners logo fra 1. oktober 2026.

Med erfaring fra strækningen og fire Desiro-tog klar til indsættelse ser vi togkørslen mellem Struer og Thisted som et naturligt næste skridt i vores udvikling. Vi har prøvet det før – i foråret 2025 – hvor vi hjalp GoCollective med at opretholde togdriften på Thybanen i fire og en halv måned.

“Vi lærte Thybanen godt at kende sidste år, og vores lokomotivførere var rigtig glade for at køre på strækningen. Vi mødte mange venlige kunder, hvis hverdag vi meget gerne vil være en del af igen. Vi glæder os til at vende tilbage og vil gøre os umage for at levere den service, punktlighed og nærhed, som de nordvestjyske kunder har fortjent,” fortæller administrerende direktør i Midtjyske Jernbaner Martha Vrist i den netop udsendte pressemeddelelse.

Hos Midtjyske Jernbaner er vi trukket i arbejdstøjet, og vi håber, vi ses på Thybanen fra 1. oktober 2026.

Læs hele den udsendte pressemeddelelse.

[Foto: John Lykholt]