Hos Midtjyske Jernbaner har vi fået et “luksusproblem”. Vi har nemlig fået mange flere kunder, særligt børn og unge, der tager toget til og fra skole. Det er vi rigtig glade for 😊.
Det store antal kunder, der rejser samtidigt om morgenen og igen om eftermiddagen, betyder dog, at vores ventefaciliteter på flere stationer ikke længere er tilstrækkelige. Derfor har vi besluttet i samarbejde med Lemvig Kommune og Region Midtjylland at opføre nye venteskure på seks af Lemvigbanens stationer: Thyborøn Station, Thyborøn Kirke Station, Sprogøvej Station (Thyborøn), Harboøre Station, Ramme Station og Bækmarksbro Station – en samlet investering på ca. 1,2 mio. kr. Venteskurene forventes opstillet ultimo 2023/primo 2024.
Med årstiden in mente må vi dog regne med, at genstridigt efterårs-/vintervejr kan ske at blæse vores vej, inden de nye ventefaciliteter er på plads. Vi forsøger at komme dette lidt i forkøbet.
Vi har nemlig indkøbt taskeparaplyer med Midtjyske Jernbaner-logo, som vi vil uddele i vores morgentog på onsdag, den 20. september. Det drejer sig om toget fra Thyborøn mod Lemvig kl. 7.05 og toget fra Vemb mod Lemvig kl. 7.10. Vi håber, at denne morgenhilsen vil blive til glæde og gavn for vores kunder på Lemvigbanen, både de nye og de “gamle”.