Vi har modtaget en række henvendelser fra kunder, der spørger, om sporet på strækningen mellem Holstebro og Skjern snart skal lukkes på grund af længerevarende sporfornyelse. Dette er ikke tilfældet. Først fra 2025 forventer Banedanmark at gå i gang med sporfornyelsen.
Banedanmark, som ejer og forvalter størstedelen af den danske jernbaneinfrastruktur, bl.a. strækningen mellem Holstebro og Skjern, er netop i disse år i gang med en lang række sporfornyelsesprojekter rundt om i Danmark for at fremtidssikre jernbanen.
En detaljeret plan for sporfornyelsen på Holstebro-Skjern strækningen vil blive offentliggjort, lige så snart planen er klar. Sammen med Banedanmark vil vi lægge os i selen for at sikre så smidig en ombygningsperiode som muligt til mindst mulig gene for vores kunder.
Blot til orientering er der heller ingen planer om større sporfornyelsesprojekter på Lemvigbanen de kommende år.